Af det uværdige, selvødelæggende Liv Byron førte i Venedig, blev han udrevet ved Forbindelsen med den unge og smukke Grevinde Guiccioli, som ved det første Møde med den fremmede Digter fattede en lidenskabelig Kjærlighed til ham, og for hans Skyld offrede alt hvad en Kvinde kan offre. Han fulgte hende til hendes Hjem i Ravenna som „Amico", et Forhold, som den italienske Moralkodex sanktionerede, men Forbindelsen førte tilsidst til en Skilsmisse mellem Grevinden og hendes Mand, og hun vendte tilbage til sine Forældres Hus. Opholdet i Ravenna er Byrons dramatiske Periode; han skrev her i Løbet af to Aar (1820-21) Dramaerne Marino Faliero, Sardanapalus, The Two Foscari, Mysterierne Cain, et Digt, holdt i en usædvanlig kysk, enkel og værdig Stil, og Heaven and Earth, om hvilket det er blevet sagt, at en engelsk Biskop kunde have skrevet det; begyndte Werner og The Deformed Transformed, hvori han har givet Bitterheden over sin legemlige Misdannelse det stærkeste og umiddelbareste Udtryk. Desforuden digtede han her den femte Sang af Don Juan, The Prophecy of Dante og The Vision of Judgment (Dommedags Synet), en bitter Parodi paa et Digt af samme Navn af Southey, i hvilket denne havde forherliget Kong Georg den Tredie. Under sit Ophold i Ravenna lod han sig ogsaa optage i Carbonariernes Samfund, hvori Familien Gamba, Grevindens Fader og Broder, vare dybt indviklede, og hvori Byron, som han skrev til Murray, fandt „Politikens Poesi". Da Familien efter den mislykkede neapolitanske Opstand (1822) blev udvist af Kirkestaten, fulgte Byron dem, først til Pisa, hvor han paa ny traf sammen med Shelley, og siden, da de bleve udviste ogsaa fra Toskana, til Genua. Her arbeidede han videre paa Don Juan og skrev The Age of Bronce og The Island (1823). I Genua afsluttede han sit italienske Ophold. Han havde længe været træt af Italien og længtes efter Forholde, hvori han kunde bevæge sig med større Frihed. Han tænkte et Øieblik paa at gaa til Sydamerika, men bestemte sig tilsidst for Grækenland, sin Ungdoms Kjærlighed, dertil desuden særlig opfordret ved en Indbydelse fra den græske Kommité i London, hvis ledende Medlemmer vare hans personlige Venner og ønskede at have et berømt Navn, som de kunde stille i Spidsen for sin Virksomhed. Han afseilede fra Livorno den 15de Juli 1823 og ankom i August til Cephalonia, hvor han forblev til Udgangen af December. I Januar 1824 kastede han Anker udenfor Missolonghi og blev modtaget af Grækerne med fyrstelige Æresbevisninger. Hans Anskuelser betreffende de græske Anliggender vidne om en klar og forstandig Bedømmelse af Forholdene, men hans Kræfter forslog ikke længer til at udføre de Planer, han havde. Hans Konstitution var undergravet, og det usunde Klimat og Lægernes Uduelighed fremskyndte hans Opløsning. Netop som han stod i Begreb med at tiltræde en Expedition til Lepanto, døde han i Missolonghi den 19de April 1824, ikke 37 Aar gammel. Grækerne følte hans Død som en Nationalulykke og anlagde Sorg for ham i 21 Dage. Hans Hjerte blev tilbage i Grækenland, men Liget ført til England og bisat i Familiebegravelsen i Hucknall Torkard i Nærheden af Newstead Abbedi. Dødsbudskabet udbredte sig hurtigt over hele den dannede Verden, og der hørtes en almindelig Klage over, at han var gaaet bort saa ung, i sin Manddoms bedste Alder. Men hans Død forsonede ham ikke med den offentlige Mening i hans Fædreland. Byrons Venner havde ønsket, at hans Lig maatte blive bisat i Westminster Abbedi eller St. Paulskirken, men det blev afslaaet. Det Samme gjentog sig mange Aar efter; da hans af Thorvaldsen modellerede Statue ankom til England, modsatte baade de verdslige og kirkelige Autoriteter sig enhver offentlig Hædersbevisning; ikke blot Westminster Abbedi og St. Paul, men ogsaa Nationalgalleriet og det Britiske Museum lukkede sine Porte for den; og efterat have ligget i ti Aar paa Londons Toldbod, fik den omsider en Plads i Universitetsbibliothekets Vestibule i Cambridge, som saaledes tilsidst udsonede sig med sin fordums Discipel. Byron hører til de største Digterbegavelser, som nogensinde have levet. Hans holdningsløse, mod al Tugt rebellerende Karakter, og de Livsforhold, hvori han kom, forskyldt og uforskyldt, bevirkede, at de overordentlige Evner ofte bleve anvendte paa en Maade, som baade Samtid og Eftertid har maattet beklage, men selv i Forvildelserne mærkes Geniet, og det er et sandt Ord, som er sagt om ham: Si minus errasset, fecerat ille minus, hans Feil ere en Del af hans Storhed. I Henseende til sin Form er han en klassisk Digter: hvad han følte og tænkte, formaaede han altid at gjengive i klare, bestemte Skikkelser, og det sproglige Udtryk har en Kraft og Energi, som den engelske Poesi ikke har seet siden Miltons Dage. Den svageste Side ved hans Talent er Karakterskildringen. Hans Karakterer ere alle Modulationer af hans egen; Childe Harold, Lara, Manfred tale alle Byrons Sprog. Hans egen Person og virkelige eller indbildte Sorger dannede Midtpunktet i hans Digtning, et ensformigt Thema; men hans Aands Bevægelighed, Gløden i hans Følelse, dertil hans Verdenskundskab, erhvervet ved et Liv tilbragt i store og høist forskjelligartede Forhold, i Forening med hans oprindelig fuldkommen sunde Menneskeforstand indbringer i denne Ensformighed et Liv, som ikke tillader Læseren at trættes. Det som særlig fængsler i hans Digtning, er den sjælfulde Opfatning af Naturen; naar han fordyber sig i denne, og i den finder Anledning til verdenshistoriske Erindringer og Betragtninger, er hans Lyre altid harmonisk stemt. Han er, hvad der hænger sammen med hans Poesis subjektive Karakter, i sin Landskabstegning ikke saa meget beskrivende, som reflekterende; hans Naturskildringer ere saakaldte Stemningsbilleder, sædvanlig af en elegisk Karakter. Til de pragtfuldeste af disse Skildringer hører Beskrivelsen af Tordenveiret i Jurabjergene i tredie Sang af Childe Harold, hvor Stormen i Naturen og Stormen i Digterens Sjæl hilse hinanden som to beslægtede Dæmoner“, og den stolte Apostrofe til Havet i Digtets Slutningssang. Fremhæves maa endnu et Moment i Byrons Digtning, hvorved han har øvet en stor Indflydelse, meget mindre dog i sit Fædreland end paa Fastlandet. Det er hans Frihedsbegeistring. For hans eget Vedkommende havde denne kun lidet at betyde, og var nærmest et Udtryk for den Selvraadig hedens og Vilkaarlighedens Aand, som er et saa fremtrædende Træk i hans Karakter. Han var baade ved Fødselen og af Temperament en Aristokrat, og aldeles ikke tilsinds for sin egen Person at opgive det mindste af de Forrettigheder, der fulgte den Stand, han tilhørte*); men tilfældige Omstændigheder i Forening med hans medfødte Oppositionslyst havde indgivet ham visse Antipathier mod det engelske Aristokrati, og da han ikke selv kunde spille nogen bestemmende politisk Rolle i sit Fædreland, vendte han sine Pile mod de virkelig Styrende. Det engelske Samfund saa derfor i hans Liberalisme ikke andet end demagogiske Anløb mod den bestaaende Orden, og udstødte ham; men hans heftige Deklamationer mod Tyranner og Despotisme klang som Musik i Fastlandsboernes Øren, for hvem Modsætningen mellem det Gamle og det Ny var større og føltes stærkere, end Tilfældet var i England, hvis Institutioner vare gaaede seierrigt ud af en stor verdenshistorisk Kamp. Saaledes blev han paa Fastlandet den uopnaaede Mønstermand for alle dem, som attraaede det Bestaaendes Kuldkastelse, og hans tragiske Endeligt, der kastede som en Martyrs Glorie over hans Liv, gav denne revolutionære Indflydelse en overordentlig Magt. Men selv havde han i Grækenland, hvor han for første Gang kom i Berørelse med den virkelige Politik, slaaet ganske om i sin Maade at anskue disse Ting: Grækernes Opstand mod Tyrkiet betragtede han ikke, som de øvrige Philhellener, som en Kamp mellem Liberalisme og Absolutisme, men som en Kamp af kristelig Civilisation mod tyrkisk Undertrykkelse, og som en Bestræbelse for at skaffe Efterkommerne af Oldtidens første Kulturfolk en Plads i Staternes Række, der var deres Fædre værdig. Han ivrede derfor bestandig for, at Grækerne maatte sikkre sig de europæiske Regjeringers virksomme Bistand, og Udfaldet viste, at han i denne Henseende bedømte Forholdene rigtigt. Byrons Biografi er skrevet af hans Ven, Digteren Thomas Moore, men dens fornemste Værd bestaar i det Udvalg af Byrons Breve og øvrige Optegnelser, som deri meddeles. Disse give udmærkede Bidrag til hans Karakteristik, og vise os ham som en ligesaa stor Mester i Behandlingen af sit Modersmaals Prosa som af dets bundne Stil. Hans Breve ansees, i Indhold som Form, for næsten enestaaende i den engelske Literatur. *) Ved en Leilighed, da det truede med et alvorligt Sammenstød mellem det engelske Aristokrati og den øvrige Del af Befolkningen, yttrede han sig i et Brev saaledes:,,If we are to fall, let the independent aristocracy and gentry of England suffer by the sword of an arbitrary prince, who has been born and bred a gentleman, and will behead us after the manner of our ancestors; but do not let us suffer ourselves to be massacred by the ignoble swarms of ruffians, who are endeavouring to throttle their way to power“. 1. MY NATIVE LAND GOOD NIGHT! (From Childe Harold's Pilgrimage, Canto I.) Adieu, adieu! my native shore The night-winds sigh, the breakers roar, Farewell awhile to him and thee, My native Land - Good Night! A few short hours, and he will rise Its hearth is desolate; Wild weeds are gathering on the wall, >> Come hither, hither, my little page: But dash the tear-drop from thine eye; Our fleetest falcon scarce can fly More merrily along«. >> Let winds be shrill, let waves roll high, Yet marvel not, Sir Childe, that I For I have from my father gone, A mother whom I love, And have no friend, save these alone, >My father bless'd me fervently, > Come hither, hither, my staunch yeoman, Why dost thou look so pale? Or dost thou dread a French foeman, >> Deem'st thou I tremble for my life? Will blanch a faithful cheek. >>My spouse and boys dwell near thy hall, Along the bordering lake, And when they on their father call, Thy grief let none gainsay; For who would trust the seeming sighs Of wife or paramour? Fresh feres will dry the bright blue eyes We late saw streaming o'er. For pleasures past I do not grieve, Nor perils gathering near; My greatest grief is that I leave And now I'm in the world alone, |