LORD BYRON. 1788-1824. His own tale is partly told in two lines of Lara: ,,Left by his Sire, too young such loss to know, Paa samme Tid som Skotland gav den engelske Literatur dets største episke Digter i Walter Scott, fremstod i England selv i Lord Byron Nationens største Lyriker, Lyrikken taget i videste Forstand som subjektiv Poesi. Denne usædvanlige Mand blev født i London den 22de Januar 1788 i en gammel, med Erobreren indvandret normannisk Familie. Naturen havde udstyret ham med et Hoved af vidunderlig Skjønhed, men givet ham to Klumpfødder, en Misdannelse, der fyldte ham for hele Livet med saa dyb en Bitterhed, at hans nærmeste Venner troede dertil at kunne henføre al hans Gjøren og Laden. Faderen, en vild, udsvævende Mand, som havde forødt sin Hustrus Midler og derpaa forladt hende, døde snart efter Sønnens Fødsel, og denne tilbragte sine første Barndomsaar i Aberdeen i Scotland, hvor Moderen, en Miss Gordon, der regnede sig i Slægt med den skotske Kongefamilie, hørte hjemme. Ved en Grandonkels Død blev han i sit tiende Aar uventet Arving til Lordtitelen og store, ihvorvel stærkt beheftede Eiendomme, deriblandt det smukke Newstead Abbedi *) i Nottinghamshire, og flyttede med *) Grandonkelen havde med Forsæt lagt an paa at ruinere Eiendommen af Had til Sønnen, fordi denne havde giftet sig mod hans Villie; men det føiede sig saa, at han kom til at overleve baade sin Søn og Sønnesøn. Byron (den senere Digter) havde ikke Midler til at bringe Newstead i fuldt beboelig Stand, og solgte det i 1817 for 94,000 Lstrl. til en Universitetskammerat Oberst Wildman, som anvendte en næsten ligesaa stor Sum for at bringe det Hele i Orden. Eiendommen havde, som Navnet viser, oprindelig været et Kloster, men var af Henrik den Ottende bleven konfiskeret og bagefter foræret til Familien Byron, hvis Residens den var. I Nærheden af Newstead ligger Landsbyen Hucknall Torkard, i hvis Kirke er Familiens Begravelsessted; her ligger Digteren og hans Datter Ada begravne. Moderen til England. Han gjennemgik her efter hinanden først Skolen i Harrow, hvor han var Klassekammerat med Robert Peel, den senere saa berømte Statsmand, dernæst Universitetet i Cambridge (1805-8), og gjorde sig paa begge Steder mest bemærket ved sit excentriske Væsen og sin Opsætsighed mod vedtaget Skik og Orden, et arveligt Karaktermærke i den byronske Slægt. Han arbeidede kun lidet*), men læste meget, efter Lune og Indfald; allerede i Skolen var Reisebeskrivelser, især saadanne, som skildrede Orienten, hans kjæreste Læsning; derhos var han, uagtet sin Legemsfeil, eller maaske just paa Grund af den, en lidenskabelig Elsker af alleslags legemlige Øvelser. Hans Lærere lagde kun lidet Mærke til hans poetiske Forsøg, hvorimod de forudsagde ham en stor Fremtid som Taler. Hans første Digtsamling udkom i 1807: Hours of Idleness; a Series of Poems, Original and Translated. By George Gordon, Lord Byron, a Minor. Disse Digte bleve, nærmest paa Grund af den overlegne Maade, hvorpaa den unge Forfatter fremtraadte, Gjenstand for en skarp Kritik i Edinburgh Review, som baade Moder og Søn toge sig meget nær**). Han hævnede sig ved at skrive en overmodig Satire: English Bards and Scotch Reviewers (1809), et Arbeide, som aabenbarede hans store Talent og gjorde megen Lykke ved den Hensynsløshed, hvormed han anfaldt det store kritiske Organ, men han angreb ogsaa mange Personer uden nogensomhelst Foranledning; dette fortrød han dog siden, og de betydeligste blandt de Angrebne, deriblandt Moore og Scott, bleve siden hans bedste og oprigtigste Venner. Kjed af England og utilfreds med sig selv, en livstræt, overmættet Mand ved tyve Aars Alder, tiltraadte han i Sommeren 1809 med sin Ven og *) Han fortæller selv, at han sjelden kunde sin Lexe, medens Peel altid kunde sin, men naar han kunde den, kunde han den lige saa godt som Peel. **) Kritikken tilskrives sædvanlig Lord Brougham og kan ikke kaldes ubillig i Forhold til Digtenes Værd. Hvad der krænkede Byron mest, var den bidende ironiske Tone, der gik ligesaa meget ud over Lorden som Digteren. Han havde i Fortalen til Digtene sagt, „at naar han saa hen til Fremtiden og den Virksomhed, som ventede ham, forekom det ham ikke rimeligt, at han mere end denne ene Gang skulde henvende sig til Publikum". Hertil hentydede Recensenten i Slutningen af sin Kritik:,,But whatever judgment may be passed on the poems of this noble minor, it seems we must take them as we find them, and be content, for they are the last we shall have from him . . . . 'It is highly improbable from his situation and pursuits hereafter', that he should again condescend to become an author. Therefore, let us take what we get, and be thankful. What right have we poor devils to be nice? We are well off to have got so much from a man of this lord's station, who does not live in a garret, but 'has the sway' of Newstead Abbey. Again, we say, let us be thankful; and, with honest Sancho, bid God bless the giver, nor look the gift horse in the mouth". Da Byron udgav sin Digtsamling, tænkte han rimeligvis paa en offentlig Løbebane som Statsmand. Han kom imidlertid snart til den Erkjendelse, at han som saadan ingen Fremtid havde, og at den eneste Vei, som var ham levnet til at vinde et Navn, gik gjennem Literaturen. Men selv efterat han var bleven den berømte Digter, erklærede han flere Gange, at han vilde høre op med at,,skrible Vers"; engang gav han endog sin Forlægger Murray Ordre til at tilintetgjøre alle hans Værker, men det første blev hver Gang opgivet ligesaa hastig som det sidste. En retfærdig Gjengjeldelse for den Foragt, hvormed han i sit Overmod saa ned paa sin Digtning, rammede ham fra en Side, han mindst havde ventet, fra hans egen Hustru, se nedenfor. Universitetskammerat John Cam Hobhouse († 1869 som Lord Broughton) en Udenlandsreise, hvorunder han besøgte Portugal, Spanien, Tyrkiet, Grækenland og Lilleasien, gjorde Bekjendtskab med Ali Pascha, og svømmede over Hellesponten. Han opholdt sig længst i Grækenland; dette Lands skjønne Natur og store historiske Erindringer gjorde et uudsletteligt Indtryk paa hans Fantasi, og de Skildringer, som have Hensyn til Grækenland, høre til det Skjønneste, som er flydt fra hans Pen. Efter to Aars Fravær kom han tilbage, medbringende fra sin Reise Manuskriptet til de to første Sange af Childe Harold's Pilgrimage, som udkom i 1812. Digtet er en poetisk Reisebeskrivelse, som i sin Tid Goldsmiths Traveller, hvori glimrende Naturskildringer gaa Side om Side med dybsindige Betragtninger og skarpe historiske og politiske Domme; og i Midtpunktet af det Hele staar Childe Harold, eller rettere Childe Burun *), med det blege Ansigt og mørke, fortvivlede Udtryk, den Attitude, hvori han ogsaa for Fremtiden vedblev at fremstille sig for Publikum. Digtet gjorde en overordentlig Lykke og stillede Forfatteren med Eet foran alle Samtidens Digtere; han har selv sammenfattet Indtrykket i de bekjendte Ord: „Jeg vaagnede en Morgen, og fandt, at jeg var en berømt Mand". Han blev Dagens Løve, og hele det fornemme londonske Selskab, Mændene som Kvinderne, laa for den unge, treogtyveaarige Digters Fødder. Han nød i fulde Drag dette Liv, om hvilket han mange Aar bagefter sagde, at det var saa forvirrende og bedøvende, at man kunde fristes til at tvivle om sin egen Identitet. Hans londonske Dagbog viser tilstrækkelig, hvor godt han følte det Utilfredsstillende og Tomme i disse Forholde og længtes efter at komme bort fra dem; han tænkte flere Gange paa at reise, enten til Morea eller Asien, men formaaede ikke at rive sig løs, og da han ikke kunde reise i Virkeligheden, reiste han i Tankerne, og skrev sine glimrende poetiske Fortællinger, som endmere hævede hans Ry. Rækken af disse aabnedes med The Giaour (udtales: Dsjaur), hvorpaa fulgte Slag i Slag The Bride of Abydos og The Corsair, alle skrevne i 1813, Lara (1814), The Siege of Corinth og Parisina (skrevne i 1815 og offentliggjorte i Begyndelsen af 1816). De kunne alle, paa den sidste nær, betragtes som Fortsættelser af Childe Harold: Scenen er Grækenland, og Helten, som optræder i de forskjellige Kostumer, er stedse Childe Harold, Digterens eget Billede, tegnet med de mørkest mulige Farver. Med Parisina, som behandler et italiensk Sujet, forlader han græsk Jordbund. De to sidste af hans poetiske Fortællinger ere Mazeppa og The Island, begge skrevne i Italien, det første i Ravenna, med mange Hentydninger til Digterens Forhold til Grevinde Guiccioli, det sidste i Genua, kort før hans Afreise til Grækenland (1823). Under alt dette nærmede den glimrende Rolle, han havde spillet i det engelske Selskabsliv, sig en brat Afslutning. Den 2den Januar 1815 havde *) Helten var oprindelig døbt Childe Burun, den gamle Skrivemaade af Digterens Familienavn; men han forandrede dette under Trykningen til Childe Harold, fordi han, som han sagde, ikke ønskede, at Harolds Karakter skulde identificeres med hans egen, hvad dog oprindelig vistnok var tilsigtet. I Digtets to sidste, senere tilkomne Sange, kaster han ganske den gjennemsigtige Maske og optræder i første Person. han giftet sig med en rig Arving, Miss Milbanke. Men Ægtefolkene passede ikke for hinanden; han var selv en uheldig Ægtemand, og hvor lidet hans Lady forstod sin Mand, viser det karakteristiske Spørgsmaal, hun gjorde ham strax efter Brylluppet, „naar han agtede at aflægge den slette Vane at skrive Vers". Ægteskabet var saaledes ikke lykkeligt og blev opløst efter et Aars Forløb, strax efter at den lille Datter Ada var født. Den fornemme Verden, allerede længe i Stilhed forarget over hans uærbødige Væsen og Trodsen mod de konventionelle Former, tog af denne Begivenhed Anledningen til aabent at bryde med sin Yndling; ovenpaa den tidligere Forgudelse fulgte nu en ligesaa hensynsløs Fordømmelse, og den var saa enstemmig *), at han ikke havde andet Valg end at forlade England og atter begive sig paa Reiser, denne Gang for aldrig mere at vende tilbage. At se sig med Eet forstødt af det Samfund, han saa længe havde behersket, var ham ganske uventet og saarede paa det dybeste hans Stolthed; men hans Aand bevarede sin Spændkraft, og paa hans Poesi havde det foreløbig en god Indflydelse. Thi medens han tidligere i Grunden kun havde koketteret med Smerten og affekteret den ulykkelige Mand, fik han nu en virkelig Smerte at kjende, og han gav den det sandeste og ædleste Udtryk i det, som han skrev i den nærmeste Tid efter denne Begivenhed, saaledes i de Digte fra denne Tid, som findes trykte i hans Værker under Titelen „Domestic Pieces" (f. Ex. „Fare Thee Well" til hans Hustru, Digtene til hans Søster Augusta); og i de to sidste Sange af Childe Harold hæver hans Muse sig til sin høieste og skjønneste Flugt. Men fra denne Tid var han ogsaa, navnlig efter det mislykkede Forsøg, som gjennem Fru von Staël blev gjort paa at udsone ham med hans Hustru og den offentlige Mening i hans Fædreland, i aabenbar Krig med dette, og det blev værre, jo længere det varede, især efterat han tog Ophold i Venedig og paabegyndte sin Don Juan, i hvilken han havde fundet den Form, hvori han kunde give sin Uvillie og Bitterhed frit Løb. Den 25de April 1816 indskibede han sig til Ostende. Han tog Veien gjennem Belgien og besøgte Valpladsen ved Waterloo, men uden at begeistres for sine Landsmænds Seier eller deres store Hærfører **); derimod har han i *) Naar han indfandt sig i Overhuset, skyede Lorderne ham; alle hans Bekjendte, paa ganske faa Undtagelser, vendte sig fra ham. Han vovede ikke at vise sig i Selskaber eller i Theatret, og selv paa Gaden var han udsat for Pøbelens Forhaanelser. Den engelske Generalkonsul Hoppner i Venedig, i hvis Hus Byron var en stadig og velkommen Gjæst, fortæller, at da han her et Øieblik vaklede mellem at vende tilbage til England, hvad hans engelske Venner tilraadede, eller følge Grevinde Guiccioli til Ravenna, valgte han det sidste, fordi han frygtede for Modtagelsen i Hjemmet. Blandt de faa, som under disse sørgelige Omstændigheder havde Mod til at lægge et godt Ord ind for ham, var Walter Scott; han skrev en smuk og deltagende Recension over tredie Sang af Childe Harold i Tory-Organet Quarterly Review, s. ndfr. Byrons Brev til Scott. **) Amerikaneren Ticknor, den bekjendte Forfatter af den spanske Literaturs Historie, var Sommeren 1815 i London og netop paa et Besøg hos Byron i det Øieblik, da en Ven kom og bragte ham Underretningen om, at Napoleon havde tabt Slaget ved Waterloo. Det første Indtryk, som Efterretningen gjorde paa Byron, har Ticknor skildret saaledes: Det første, han yttrede, var:,,men er det ogsaa virkelig sandt?" Derpaa sagde han efter en Pause:,,det gjør mig oprigtig ondt" (I am damned sorry for it); og efter en ny den tredie Sang af Childe Harold givet en drastisk Skildring af Allarmeringen den Aften, som gik forud for Slaget ved Quatre-Bras, i Vers, som Walter Scott mener ere uovertrufne i det engelske Sprog. Herfra reiste han videre opad Rhinen til Schweiz, hvor han slog sig ned ved Genfersøens Bredder og traadte i Forbindelse med Digteren Shelley, som allerede tidligere havde maattet gaa i Landflygtighed formedelst sine paradoxe Meninger. Under sit Ophold i Schweiz forfattede han Digtet The Prisoner of Chillon, tredie Sang af Childe Harold, og paabegyndte den dramatiske Digtning Manfred. I Oktober 1816 brød han op fra Schweiz til Italien og kom i November samme Aar til Venedig. Her fuldendte han sin Manfred (Vinteren 1816—17), samt den fjerde og sidste Sang af Childe Harold's Pilgrimage, med en Tilegnelse til sin Ven Hobhouse, som er dateret 1818 den 2den Januar, hans Bryllupsdag. Efter denne Tid indtræder et Omslag i hans Poesi. Baade hvad han saa, og hvad han selv oplevede i Venedig, hvor han som en Afsindig styrtede sig i de vildeste Udsvævelser, førte ham mere og mere bort fra den ideale Betragtning af Livet og ind i den satirisk-nihilistiske Retning, der kom til fuldstændigt Gjennembrud i Don Juan, hvis fire første Sange ere skrevne i Venedig *). For den opløsende Kritik, som her øves, bliver intet bestaaende; alting drages ned i Støvet og hudflettes: Krigerhæder er intet, Verdens Historie kalder det undertiden „Mord", undertiden „Glorie" (VII, 26); Digterhæder er intet, og giver i det høieste Udsigt til en slet Buste (I, 218); Kjærlighed er intet, Videnskab intet: All Ends in a rusty casque and dubious bone, Which form that bitter draught, the human species. (X, 73.) Saaledes raser Satiren paa alle Livsomraader, paa det politiske, kirkelige, religiøse og literære, med det suveræneste Herredømme over Stoffet og den sproglige Behandling. Dog bryder selv i dette Værk det Ideale nu og da igjen frem, og i hans dramatiske Arbeider, hvortil Venedigs store Fortid leverede ham Stoffer, gaar det selvstændigt ved Siden af den satiriske Retning i Don Juan. Pause:,,jeg tænkte, jeg skulde opleve den Dag, da jeg saa Lord Castlereaghs (— den daværende Udenrigsministers -) Hoved paa en Stage, men jeg frygter nu for, at det ikke vil ske." Da Byron nogle Dage efter hos Murray (den bekjendte Forlægger) ironisk blev gratuleret af sine Tory-Venner i Anledning af Seieren, optog han dette meget godmodigt, men lagde iøvrigt intet Skjul paa sin virkelige Mening. Ticknor tilføier, at dette overraskede ham (T.) mindre, end det ellers vilde gjort, fordi han tidligere havde hørt lignende Meninger udtale om den hele Krig af ledende Whigpolitikere. Whiggerne vare ærgerlige over Toriernes heldige Krigsførelse; havde det gaaet omvendt, vilde de selv være komne til Magten, s. Scotts Artikel om Byron, Prose Works IV, 380. Byron var, forsaavidt der kan være Tale om bestemte politiske Meninger hos en saa lunefuld og omskiftelig Karakter, en Whig; de faa Gange han optraadte i Overhuset, talte han, efter engelsk Udtryksmaade, som en radikal Whig. *) De to første Sange af Don Juan udkom anonymt, hos et ubekjendt (eller maaske fingeret) Firma, hvis Navn hans Forlægger Murray havde laant. |